Få inspiration til et flot regnvandsbed i haven | Stålhaven
Indret din have med et regnvandsbed
Når man snakker om bed i haven, er det første, de fleste tænker på, et væld af farvestrålende blomster og andre blomstrende planter med masser af duft og glade insekter, der summer omkring. Selvom det er fristende at gøre haven til et sandt blomsterparadis, kan der være fordele ved at lave et bed, der også er funktionelt. Et bed, der opsamler regnvand, samtidig med at det pynter, kan være en stor gevinst for dig og din have. Læs mere om hvordan du gør her.
Hvorfor vælge et regnvandsbed?
Et regnvandsbed kan hjælpe mere end bare din have. I et regnvandsbed kan man opsamle det rene regnvand, der ellers ville ophobe sig og skabe problemer for veje, afløb og kloakker, hvorefter det transporteres til rensningsanlægget sammen med øvrigt spildevand. Her bruges mange ressourcer på at rense alt vandet, men regnvandet er i forvejen rent og det er spild af tid og penge, at det bare ender som spildevand.
Et regnvandsbed er en stor fordybning, der samler regnvandet fra husets tag. Regnvandet ledes hen til bedet, hvorefter det langsomt siver ned i jorden til stor glæde for havens øvrige planter. Når du har planlagt størrelse og placering på regnbedet, er det næste punkt at få ledt regnvandet fra tagrenden til bedet. Dette kan gøres ved at lægge en åben rende fra nedløbsrøret og hen til bedet.
Du kan købe både render og særlige sten, der egner sig til belægning til projektet. Det er vigtigt at renden har et fald på 1 cm pr. meter, for at vandet løber naturligt uden at komme til at stå stille, så vandet ledes væk fra huset. Det er vigtigt at renden er tæt de første 5 meter væk fra huset, da det ellers kan give problemer, hvis der løber vand ud for tæt på boligen.
Det skal du være opmærksom på, når du anlægger dit bed
Inden du går i gang med at anlægge dit regnbed, er det vigtigt at du først kontakter din kommune. Det lyder måske omsonst, men det er vigtigt at få styr på om der er særlige forhold, der gør sig gældende på din grund, eller krav i lokalplanen for hvordan noget sådant skal foregå – og så er det bare lettest at ringe og spørge for at være helt sikker, så du ikke skal opgive projektet midtvejs, fordi der var uforudsete forhindringer. For eksempel er det ikke tilladt at anlægge regnbed på forurenet jord, så der skal lige en tilladelse til, inden du kaster dig ud i gør-det-selv-eventyret.
Det kan også være at din have ganske enkelt ikke egner sig til et regnvandsbed, hvilket kan skyldes at der i forvejen er problemer med stående vand i haven. Så for ikke at spilde din egen tid, anbefaler vi at du forhører dig ved kommunen først for at være på den sikre side.
Disse planter vil gøre sig særligt godt i dit regnbed
Du kan sagtens bare så græs ovenpå dit regnbed og på den måde lade det blive en del af græsplænen, men du kan også nemt finde blomster og planter, hvis det skal have et særligt look. Det er vigtigt at vælge planter, der tåler både tørre og fugtige perioder. Vi har samlet en liste over de mest anvendelige planter i et regnvandsbed:
- Asters
- Akeleje
- Lodden løvefod
- Stjerneskærm
- Gul lærkespore
- Rød hjortetrøst
- Engstorkenæb
- Skovstorkenæb
- Bidende ranunkel
- Iris
Indret dit regnvejrsbed med designelementer fra Stålhaven
Hos Stålhaven er vi klar til at hjælpe dig med at få dine havedrømme til at gå i opfyldelse. Vi hjælper gerne med gode råd og vejledning og så kan alle vores produkter laves på specialmål, så det kommer til at passe perfekt ind i netop din have. Tag et kig på vores sortiment og lad dig inspirere.