Få inspiration til at indrette en lille terrasse | Stålhaven

Få inspiration til at indrette en lille terrasse | Stålhaven

Få inspiration til at indrette en lille terrasse

En lille terrasse kan med meget få tiltag blive rigtig hyggelig og afspejle din personlighed. Vi har samlet et par idéer til hvordan du kan pifte terrassen op med få tiltag og indrette den i tråd med din personlige stil. 


Start med en plan

Du har måske allerede en idé eller nogle ønsker til, hvad du gerne vil med din terrasse og dens indretning. Det kan være godt givet ud at tage sig tiden til at planlægge, hvad du ønsker, der skal være på din terrasse. Start gerne med en plantegning af terrassen, så du ved, hvor meget plads, du har til rådighed. Du skal også danne dig et overblik over de vejrmæssige forhold og om du eventuelt har brug for et læsejl til at beskytte mod vind og blæst. 

 

 

Dernæst kan du overveje, hvad der er brug for på den plads, du har at gøre med. Skal der være en lille spisekrog og hvor mange skal der i så fald være plads til? Eller er det mere oplagt med et par loungemøbler til afslapning? Der er mange muligheder for terrasseindretning, men en lille terrasse kræver lidt mere planlægning, så du ikke har for meget på for lidt plads.   


Farver giver stemning på en lille terrasse

Ligesom det har været populært indendøre at male en enkelt væg i sin egen farve, er det også en trend, der finder vej til terrasserne. Det skaber både hygge og kontrast. Er der kun et lille område, der kan males på, kan du overveje små mønstre eller enkelte linjer med farve, der giver lys og liv.


Hyggeområde

Skal terrassen være et sted med fokus på afkobling, kan du hurtigt og nemt få skabt netop denne stemning med indretningen. Et par indbydende havemøbler eller loungemøbler giver et hyggeligt indtryk af, at her er tale om et sted, hvor du kan sænke skuldrene og nyde en god kop kaffe. Med et par pæne puder og bløde tæpper understreger du virkelig, at her er rum for afslapning, læsning, podcast-lytning eller bare en stille stund, hvor du giver slip på hverdagens stress og jag og bare nyder den friske luft, solens varme og fuglenes sang. Ønsker du at kunne invitere gæster, men har sparsomt med plads, kan du investere i et par stole, der kan klappes sammen og gemmes af vejen, når de ikke skal bruges, så de ikke står og fylder, når der ikke er gæster. 

 


Planter

Selv en lille terrasse kan nyde godt af planter, der skaber liv og lys. Små krukker, altankasser eller højbede kan være nemme at placere, når de store linjer for terrassens område er indrettet. Køb eventuelt en klatreplante, der med tiden kan kravle op ad husets mur og give en naturlig farve til din terrasse. Du kan også vælge en lille busk eller én stor blomst som for eksempel en solsikke til at plante i en krukke og lade det lyse op på terrassen. 

 


En køkkenhave i højbed

Ønsker du en lille køkkenhave på din terrasse, er et højbed på hjul et oplagt sted at starte. Her kan du plante blandt andet krydderurter, tomater eller salat, så der er friske råvarer lige ved hånden. Med et højbed på hjul kan du nemt omrokere på din terrasse og stille det, hvor det er mest hensigtsmæssigt for den øvrige indretning. Har du en altan, kan du selvfølgelig også plante køkkenhave i din altankasse eller et par flotte krukker.  


Nips og pynt

Det er nemt at skabe en stemningsfuld atmosfære på din terrasse. Du kommer langt med en lyskæde eller to og et par krukker med blomster. Du kan også gå en tur i den lokale genbrugsbutik og finde inspiration der. Med få elementer kan du skabe et hyggeligt indtryk og give dit eget unikke touch på terrassen – det kunne for eksempel være en gammel kaffekande, en vase, en lampe, endda en gammel kuffert, det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser.